Snehvid Fluesvamp
snehvid_fluesvamp

Voksested:

Snehvid fluesvamp er lidt sjælden at finde. Men visse år kan den blive talrig. Den står ofte alene eller nogle få hatte sammen. Den danner mykorrhiza med birk, gran og eg.
Den skal derfor findes i nærheden eller under disse arter af træer. Den vokser af den grund ikke på åbne græsmarker.

 Beskrivelse:


Snehvid fluesvamp er helt kridhvid, med en hat på 4- 10 cm i diameter. Lameller og sporestøv er helt hvid. Lamellerne er frit hængende, de løber ikke ned af stokken. På oversiden er hatten lidt fedtet glinsende i regnvejr kan den være slimet.

Stokken er fra 5- 12 cm høj med et hængende slør. Diameteren er 1-2 cm. Nederst ender stokken i en hvid knold.

Kødet har en vammel lugt. Lugten beskrives også som kvalmende ubehagelig, nærmest som dårlig parfume.

Kødet har ingen skarp smag, så der er ingen advarsel her, hvis man indtager svampen.

 Forvekslingsmulighed:

Snehvid fluesvamp kan forveksles med champignoner. Men kan adskilles ved at fluesvampe har hvide lameller og hvide sporer. Champignoner har farvede sporer og lameller. Se også under champignon.

Snehvid fluesvamp er meget giftig. Giften ødelægges ikke ved opvarmning og tilberedning. Særlig farligt er, at symptomerne på forgiftning kommer sent efter indtagelsen. Så er det for sent, så er giften nået til lever og nyrer og disse har formodentligt allerede taget alvorlig skade.
Der er rapporteret om mange dødsfald rundt om i Europa. Folk har forvekslet unge svampe af snehvid fluesvamp i knopstadiet med champignon.
Derfor: Når du plukker champignon til spisebrug, så lad de helt små knopstadier stå. Vent med at bruge svampene til de har tydeligt farvede lameller. (tydeligt rosa til Chokoladebrun)